Østrig 2006

Jesper fik mig overtalt til at vi skulle på vinterferie med streg under vinter! Jeg må sige, som det varme/solhungrende menneske jeg er, fandt jeg dette forslag aldeles forrykt. 14 dages vinterferie i sne, kulde og blæst – nej tak!
Men Jesper kan jo sælge sand i Sahara og da han kunne fortælle mig at vintervejr i Østrig ikke er det samme som i Danmark, som jo har slud, sjap, fugt og blæst, lod jeg mig overtale.
Og har bestemt ikke fortrudt. Det var en aldeles herlig enerigiopkvikkere og nej, jeg frøs ikke 😉

Efter transit i Wien og med fly videre til Salzburg og derfra med hotelbus nåede vi frem til Bad Hof Gestein. En hyggelig men meget lille kurby.
Hotellet noget specielt for et skisportshotel beliggende i centrum for vintersport. Her var nemlig dresscode til restaurenten. Hmm….. ikke lige fint tøj havde man tænkt på at fylde kufferten med, så vi måtte vælge vores pæneste ‘gymnastiktøj’.
Iflg. hotelinformationer, forefandtes der bl.a. bibliotek, røgfrit område, Internetforbindelse og fl. andre faciliteter. Biblioteket fandtes dog ikke medmindre man selv medbragte sine bøger og det røgfrie miljø var kun på selve værelset. Vi kunne slet ikke sidde i pejsestuen for der var kæmpe røgmure der først skulle forceres, så det undgik vi. Internetforbindelse…. tjo, hvis man havde egen computer med – så jow….
Nå, men vi overlevede trods alt alle disse ekstra avagante faciliteter. Men et mærkeligt hotel, det var det. Strengt styret med næsten tysk grundighed.
For lige at nævne restaurenten igen. Her var faste bordpladser, så man kunne ikke bytte plads. Det gjorde vi nu alligwel, men satte derved også det hele på den anden ende!
Maden var typisk tysk men i meget små portioner – ikke lige det man forventer på et skisportssted hvor man får god appetit af at røre sig. 4-retters menuer som skulle konsumeres i løbet af kort tid idet restaurenten allerede lukkede halvanden time efter åbning. Altid suppe til forret men kun med et ofte meget tørt stykke brød til. Bad man om et brød mere slå det hele personalets rutine i stykker. De lærte os efterhånden at kende, og var de ikke hurtige, slå vi selv til 😉

Til hotellet hørte der også en del aktiviteter som fx. pools, saunas, mortionsrum etc, men disse lukkede allerede tidligt på aftenen, så enten måtte man vælge imellem at spise i restaurenten eller forsøge sig med en varm tur i sauna’en.
Men der var læger og fys’er og dem kunne man kontakte hvis man havde behov for det. Vi valgte at få kropsmassage næsten hver dag for at få opløst de stive muskler. Det var vældigt dejligt og man blev som et nyt menneske igen.
Radon-bade blev det også til. Efter at ha’ ligget i et sådan kar fyldt med radon, måtte man ikke tørre sig med håndklædet men skulle bare lufttørres. Man sku’ jo nødigt vaske al den (gode?) radon af 🙂

Da ingen af os rigtig har stået på ski før fandt vi det temmelig nødvendigt at hyre en skilærer. Vi var heldige at få en der kunne tale engelsk, men da vi så hende første gang tænkte vi, det her vil aldrig gå godt, men det gjorde det! Det var en lidt ældre dame på 60 med vejrbidt udseende. Meget stor og myndig. Havde undervist i 40 år så hun måtte være erfaren, tænkte vi. Vi havde lejet ski og udstyr i nærheden af hotellet men selve undervisningen skulle foregå et stykke derfra, så vores noget vejrbidte lærer tilbød at vi kunne køre dertil i hendes bil. Hendes bil var en lille-bitte æske og vi var altså tre mennesker med to sæt ski og udstyr!
Hun baksede og rokerede rundt med de lange ski som jo havde svært ved at være der, men endte med at jeg, som sad på forsædet, havde et sæt ski på skulderen men sad så til gengæld halvt på damens lår og håndbremse. Således kom vi afsted til vores første skitime i Angertal.
Se mappen Angertal & Skiundervisning

At skulle iføre sig skiudstyr er en helt historie for sig selv. Det tog faktisk 30 minutter at få det hele på plads, men så var man også temmelig svedig.
Se mappen Udstyrs-stykke

Første dag (2 timer) lærte vi at gå på skiene. Op og ned og hen ad små bakker. Det var meget hårdt men også lidt skuffende, for man troede jo at man skulle løbe på de fine nye ski og ikke bare gå rundt på dem. Anden dag, også i to timer, gik vi på skiene, men som den gode lærer sagde, det er grundundervisning og det er vigtigt at kunne. Men tredie dag gik det løs. Op af en lille bakke i skiliften og så selv køre nedad. Er du gal….. det var farligt! Jeg følte mig ikke just som Ingemar Stenmark! Bakken var altså ikke særlig stejl men når man så den oppefra, så var den skræmmende stejl. Vi skulle køre i store slalom buer og det gik faktisk ret godt, hvis man bare holdt op med at tænke rationelt og bare efterlignede læreren.
Vi blev derefter taget op i højere terræn med forskellige lifte og så gik det bare nedad. Vi var ude på blå, røde og krydsede den sorte piste flere gange.
Let var det nu ikke at huske alle de der regler for bremsning, drejning og slalom. Jeg synes jeg havde bedre kontrol, hvis jeg fik for meget fart på, og gerne ville ned i fart, da at sætte mig ned på hug – men i guder…… så gik det for alvor op i fart. Læreren råbte og råbte: ‘Stand up’, men i mellemtiden havde jeg desværre glemt hvordan man skulle bremse, så jeg havnede i et net faretruende nær en snekanon. Hvordan jeg ku’ blive viklet så voldsomt ind i nettet er mig en gåde, men det skabte megen morro. Jesper, den ven han er, ville straks hjælpe mig ud og op, men læreren råbte, at hun først ville ha’ et billede af mig mens jeg lå der hjælpeløs og i en liden maskulin stilling.
Jeg slog mig heldigvis ikke og kunne med noget assistance igen komme på skiene.
Vi bestod alle prøvelser og endte med at få diplom og medalje.
Se mappen ‘Medalje og skikort & Sjove stunts’

Nu sku’ det jo ikke være ski det hele så vi havde også meldt os til en vandring på snesko. Disse lignede helt til en forveksling de snesko Anders And bruger – og ja, man føler sig også som en and, men ikke desto mindre virker de efter hensigten. Vi kunne gå i meget dyb løs sne uden at falde ned, men hårdt var det. Vores kondition var ikke lige gearet til den udfordring, men sjovt var det.
Se mappen ‘Udflugt’

Vendte hver dag tilbage til hotellet ved 16-tiden. Godt trætte, ømme og sultne. Der kørte busser imellem de forskellige lifte til alle hoteller i området.
Solen skinnede fra morgen til aften og det var vindstille så det føltes faktisk meget varmt. Jeg gik flere gange rundt i flere kilometers højde med bar overkrop. Solen bankede ned og sveden drev af en.
Se mappen ‘Bjerg-sol’

Den lille by vi boede i er som sagt en kurby. Der var skilte i yderkanterne af byen som opfordrede folk til at tale lavt og være opmærksom på at man skulle være stille. Og der var stille!

Vi kunne gå igennem hovedgaden som var fyldt af folk og kun høre en sagte mumlen. Kun kirkeklokken på torvet kundgjorde tidspunktet på dagen, ved at ringe.
Men også overalt i terrænet hvor horder af skifolk var samlet, var der meget stille.
Her kunne man virkelig få ro til sine nerver og samle energi.
Der var flere varme pools i det fri men med sne rundt om bassinet. Det var helt syret at kunne ligge i badevandet i -10gr og med sne omkring sig.
I byen er der et kæmpe vandland med mange forskellige aktiviteter. Her kunne man vælge forskellige bassiner og et utal af forskellige saunas + relaxingrooms hvor man lå på vandmadrasser og kunne slappe af med dæmpet musik i hørebøfferne. Rummet var formet som en pyramide og kun svagt belyst.

Turens overraskelse, Heilstollen, dvs, vi vidste ikke helt hvad vi egentlig havde meldt os til, lå en ca 40 minutters buskørsel fra vores hotel. Det vidste sig at være udgravninger dybt inde i et bjerg. Der var radon og så denne naturlige varme i bjerget som nu blev brugt i terapi-øjemed. Der var tre forskellige ‘rum’ der hver havde sin temperatur fra 38-41 gr.
Først skulle vi dog til lægeundersøgelse hvor der blev spurgt til helbred og vi fik taget blodtryk. Vi havde også skrevet under på at vi ikke fejlede noget for ellers ville man ikke få lov til at komme ind i bjerget.
Vi ankom til stedets hall hvor vi sad i de udleverede badekåber og håndklæder og fik fortalt hvorledes stedet havde gavnlige virkninger på kroppens forskellige skavanker.
For at komme ind til disse huler skulle vi køres i tog dertil. I bittesmå kupeer sad vi fire personer og jo dybere ind i bjerget toget kørte jo varmere blev det. Fugtigheden steg kraftigt så brillerne dukkede og man havde ligesom svært ved at få luft.
Efter 15 minutters kørsel nåede vi ind til hulerne. Vi valgte den på 38 gr. Langs væggene stod der brikse og ved siden af hver briks en alarm. Her lå vi så og slappede af til stille musik. Der var så fugtigt at huden sejlede i vand, men salt var det ikke, for når man slikkede smagte det ikke salt.
Man faldt fuldstændig hen i afslappethed men efter 30 minutter blev vi alle vækket og så gik turen tilbage med toget til udgangen. Allerede ude af selve hulen tørrede huden fuldstændig og man var ikke svedig som man ellers ville have været når kroppen har været varmet kraftigt op. Spookie oplevelse!
Se mappen ‘Heilstollen’

Det har været en meget anderledes og meget energifyldt ferie hvor jeg har fået masser af lys og sol. Jeg havde forsværget at jeg nogensinde skulle på vinterferie i sne, men måtte bide mine ord i mig.

Dagbogen afsluttes februar 2006