USA/Californien, vinteren 2011

Dette års vinterejse er gået til USA – Californien.
Turen er blevet planlagt som en kombination af familiebesøg og ferie.
Begge dele blev opnået og gu-i-den og rejsefællen endte med at få hele 6 paraplyer i anmeldelsen. Ikke dårligt taget i betragtning af, at der normalt kun gives 5 paraplyer i diverse anmeldelser. Der røg dog et par håndtag undevejs, men det står nu fast, at alle 6 paraplyer alligevel kom i hus 😉

Border:
Vi lagde ud med afrejse fra CPH d. 7. januar og fløj til Newark, NY hvor vi skiftede fly videre til San Diego.
Vi har tidligere fløjet med Contineltal Airlines, og har haft gode oplevelser og god service med dette firma, men eftersom de siden har fusioneret med Star Alliance er servicen gået stærkt ned, så det var ikke just en behagelig oplevelse!
I Newark havde vi en ventetid på 5 timer men de gik hurtigt for først skal man jo igennem security sektoren og der er jo altid en spændende øjeåbner.
Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg er en ihærdig samler af ‘installationer og skilte’ så midt i denne Security Checkpoint, fyldt med bevæbnet politi så jeg de flotteste skilte, og selvfølgelig måtte jeg have dem på camera.
Jeg tog mit camera meget diskret frem og begyndte at skyde løs….Jo jo, der stod godt nok på et kedeligt skilt at man ikke måtte fotografere, men jeg tænkte, at så’n ihærdig samler som mig kan det vel ikke skade nogen….!!! Pludselig blev der råbt ‘Sir’… øh, jeg mærkede en finger der bankede let på min skulder, og al blodet forsvandt fra mit hovede imens jeg med lynets hast tænkte, at nu sluttede festen før den var begyndt!
Betjenten spurgte hvorfor jeg fotograferede i forbudt område, men da jeg svarede at jeg var vild med skiltene svarede han ‘I like them too’ but….Han ville så se de fotos jeg havde skudt men lod mig dog beholde dem.
Således indledtes turen atter med at jeg fik skabt røre i den allerede inden jeg næsten var kommet over grænsen…..Jesper lod bare som om han ikke kendte mig – sikke en ven! 😉
Se mappen ‘Border’

Temecula & Murrieta:
Velankommet til San Diegos Internationale lufthavn hentede vi vores bil og kørte ud til vores hotel lige udenfor downtown.
Slappede af de næste to dage, for man kan godt mærke at fysikken lige skal finde sig selv igen efter den lange flyvetur, og de 9 timers tidsforskel.
Et par dage senere kørte vi ud til faster-dear og et glædeligt gensyn. Har ikke set hende siden 2004 så der var meget at snakke om.
Courtney var kommet fra San Francisco for at hilse på og fætter Kurt og Clarita ligeså.
Faster tog os med til et casino hvor hun havde arbejdet og det var sjovt at se.
Kurt og Clarita tog os med til Old Town i Temecula som er et stort område med huse fra gamle dage. Der er masser af forretninger der sælger nyt & gammelt.
Se mappen ‘Temecula & Murrieta’

Big Sur
Efter nogle dejlige besøg hos familien kørte vi i vores ‘lille’ bil, en Jeep nordpå langs kysten, Big Sur.
En aldeles betagende oplevelse. Det ene mere flottere scenarie efter det andet afløste hinanden. Flotte bjerge i alle mulige farver kombineret med en vild og voldsom kyststrækning.
Se mappen ‘Big Sur’

Paso Robles
Vi gjorde ophold for natten i byen Paso Robles. I 2004 en lille flække i ingenmandsland, og nu, en ret stor by med et livligt handelsliv.
På vores motel fik vi severet et morgenmåltid som oversteg selv den voldsomste sult. Maden var simpelthen klodset op på tallerkenen i flere lag, og så var det bare at gå i gang med at guffe i sig. Jeg fik næsten champignonforgiftning af den portion….
Se mappen ‘Paso Robles’

Hotel Huntington
Ankom til vores hotel Huntington i Nob Hill i San Francisco.
Et full-time service hotel med chauffører der hentede og bragte bilen i garage, dørmand i uniform og med hvide handsker og kasket, tjenere der løftede stole og borde ud, kort sagt, et hotel hvor gæsten absolut ikke skulle røre en finger.
Her skulle vi bo i ni dage. Vi havde betalt på forhånd, troede vi, men det viste sig ved indchek at beløbet ikke var betalt grundet afvisning af visakort. Okay, det klarer vi nemt, tænkte jeg og hev mit visakort frem, men til stor overraskelse blev dette kort også afvist. Her stod vi så på et mega-fint hotel med to visakort der ikke duede og ingen kontanter på lommen!
Heldigvis havde vi aftalt at mødes med James i lobbyen og han trådte nu til med hjælp.
Mit visakort kom i de næste 9 dage ikke til at virke og Jespers virkede heller ikke, men heldigvis kunne jeg via netbank overføre penge til James’s konto hvorefter han hævede beløbet i cash til os.
Se mappen ‘Hotel Huntington’

Det blev til nogle dejlige dage i SF. Vi fik set nogle ‘hængepartier’ som vi ikke nåede de sidste to gange vi besøgte byen.
Det blev også til flere besøg hos James og Heidi og selvom det efterhånden er 5 år siden vi sidst sås fandt vi straks tonen igen. De har begge en god sans for humor, er tålmodige med vores brokker ud i det sproglige, kort sagt, nemme at være sammen med.

Redwood
De tog os bl.a. med til Muir Redwood skoven hvor de kæmpestore Redwood træer kan blive op til 100m høje. Deres bark på stammerne er meget ujævn og det gør bl.a. at den kan holde på fugten, og hvis der går ild i træet tager stammen ikke skade af det netop grundet den ujævne overflade.
I området er der masser af andre træer og planter og hele området er anlagt så man kan komme rundt og se de forskellige gevækster.
Se mappen ‘Redwood’

Alcatraz
Det lykkedes os at få billetter til fængselsøen Alcatraz og denne gang komme ind i selve fængslet. Sidste gang i 2004 sejlede vi tæt på i et cruise men nåede ikke ind på selve øen.
Turen rundt i fængslet og i området var anlagt som en audiotur. Man kan frit bevæge sig over hele området og samtidig få hørt historien bag fortalt af ex-fanger, betjente og pårørende. Det er vist overflødigt at fortælle at det var meget spændende at se. Nu hvor fængslet er i tydelig forfald står det i skærende kontrast til den flotte natur der omgiver fængslet.

Lidt historie:
Alcatraz som forsvarsværk
Alcatraz var oprindeligt en del af forsvaret omkring San Francisco opført i midten af 1800-tallet. Men i starten af 1900-tallet havde den teknologiske udvikling overhalet fortet på øen, og i stedet blev Alcatraz bygget om til et militærfængsel.Depressionen og forbudstiden i 30’ernes USA øgede behovet for et topsikret og flugtsikkert fængsel, og i 1934 åbnede det Alcatraz, hele verden kender fra en lang række film. Her sad nogle af de absolut hårdeste kriminelle i USA, der typisk havde flere flugtforsøg og anden brutal kriminalitet i andre fængsler bag sig, inden de endte på Alcatraz. Enkelte fanger var så farlige, at de blev sendt direkte til Alcatraz. Blandt dem var Al Capone og George “Machine Gun” Kelly.

Flugtforsøg fra Alcatraz
I de 29 år Alcatraz var nationalt topsikret fængsel, nåede 1.545 fanger at komme bag tremmer i Alcatraz. Kun 14 fanger forsøgte at flygte. Det mest berømte flugtforsøg fra Alcatraz skete i juni 1962, da det faktisk lykkedes de to brødre John og Clarence Anglin samt fangen Frank Morris at flygte fra Alcatraz og komme ud i friheden. Fangerne brugte regnfrakker som flydeemner, men druknede efter al sandsynlighed i San Francisco Bay i forsøget på at svømme over til fastlandet – selvom deres lig aldrig er blevet fundet.

Indgangen til administrationsbygningen på Alcatraz som fængselsfunktionærerne benyttedeFangeflugten i 1962 var med at starte en debat om, hvorvidt Alcatraz fortsat skulle være fængsel eller ej. Dels var omkostningerne til at holde bygningerne ved lige ekstremt høje, og dels var det besværligt at sejle besøgende ud til øen i San Francisco Bay. Debatten endte med, at tiden var løbet fra det topsikrede fængsel, og den 21. marts 1963 forlod den sidste fange Alcatraz.

Indianerstammer erobrede Alcatraz i 1969, hvorfra denne grafitti stammerIndianere invaderer Alcatraz
I november 1969 kom Alcatraz atter på dagsordenen, da en række indianerstammer besatte klippeøen, for at gøre opmærksom på indianernes rettigheder i USA. Besættelsen af Alcatraz varede i 19 måneder indtil juni 1971, hvor de sidste aktivister blev fjernet af myndighederne. I 1972 fik National Park Service ansvaret for Alcatraz, og i 1973 ankom de første turister til øen for selv at opleve den legendariske klippeø.
Se mappen ‘Alcatraz’

Victorian Houses
Et besøg til de verdenskendte Victorian Houses blev der også tid til. De fleste tror nok at der er en masse af disse huse i de så kendte pastelfarver, for når man ser amerikanske film så vælter de bare frem, men jeg er ked af at sige det, i filmens verden er ting manipuleret. Der er kun ganske få huse i virkeligheden!
Se mappen ‘Victorian Houses’

Winchester Mysterie House
For at komme til at se dette fuldstændige gakkede hus med 160 værelser kørte vi til San Jóse og jeg skal da ellers lige love for at det var et gakket hus med trapper der førte til ingensteder, vinduer der åbnes ind til en mur, døre med kun et håndtag, skjulte rum og altandør der åbnes til ingenting.
Damen som boede i dette hus var enke efter Mr. Winchester der opfandt Winchester riflen, hun havde ingen plan for huset men efter sign. skrev hun på små lapper papirer hvad der skulle bygges og overgav disse skriblerier til bygningsarbejderne. Derfor er det fuldstændig meningsløst og håbløst at finde rundt i.

Heldigvis var vi på en guidet tour, for ellers havde vi mistet overblikket og var faret vild. Enken døde i 1922 og da var huset stadig under tilbygning!
Man kan se på et mine fotos taget oppefra at området er gigantisk stort og at det desuden rummer en stor park.
Jeg har fundet en engelsk omtale af enken og huset og den kan læses nedenfor.

”Why does the Winchester Mystery House have stairs leading nowhere?

by Molly Edmonds

Browse the article Why does the Winchester Mystery House have stairs leading nowhere?
Why does the Winchester Mystery House have stairs leading nowhere?
Most of us want to get home construction over as soon as possible. We worry about the expense and complain about the inconvenience. But for Sarah Winchester, construction was a way of life. For 38 years, she had construction going 24 hours a day at her home in San Jose, Calif. This was no ordinary construction job, though; the house is an oddball labyrinth of rooms that at one point reached seven stories. It’s filled with weird things like stairs and doors that go nowhere. And I haven’t even mentioned the ghosts.

Sarah Winchester didn’t always want to build a haunted mansion. Born in 1839, Sarah Pardee was one of the social stars of New Haven, Conn. Although she only stood 4 feet 10 inches, she was known for her beauty and her sparkling personality. In 1862, Sarah married William Winchester, who was the heir of the Winchester Repeating Arms Company. The company had developed the repeating rifle, a gun that was easy to reload and fired rapidly, at a rate of one shot every three seconds. The gun was used by Northern troops in the Civil War and was also known as “the gun that won the West” [source:

The young couple started a family in 1866, but their daughter, Annie, died in infancy, a blow that Mrs. Winchester never recovered from. Mr. Winchester died of tuberculosis 15 years later. Distraught over these losses, she visited a medium for spiritual guidance.

The medium told her that the Winchester family had been struck by a terrible curse and was haunted by the ghosts of all those killed by the Winchester rifle. Their spirits were seeking vengeance, and the only way to appease them was to build a house for them. The ghosts had another request: that the house never be completed. Never stop building, the medium told Mrs. Winchester, or you will die.

We can’t know exactly how she interpreted this advice; she might have thought the spirits would get her if she stopped, or she might have seen continuous construction as a path to eternal life.Mrs. Winchester headed west to build a home for herself and her ghosts. She bought a six-room farmhouse on 162 acres in California and set to work building, a task that would occupy her until her death 38 years later. But how did she end up with such a weird house? Why did she construct stairs that went nowhere and doors that opened into walls?

Constructing the Stairs and Doors to Nowhere

Mrs. Winchester served as her own architect, but it’s possible that some ghosts had a hand in designing the house as well. Each night, Mrs. Winchester would retreat to her séance room and receive instruction from the spirits on the progress of her house. The next morning, she’d present her construction workers with hand-drawn sketches of what was to be done.
Sometimes it seemed she didn’t care what she built, as long as she could hear the hammers of her crew. The crew might spend a month constructing a room, only to be ordered to destroy it the next month. Because Mrs. Winchester paid well, no one disputed her instructions.

Mrs. Winchester had inherited $20 million and just less than half of the Winchester Repeating Arms Company stock [source: Taylor]. This left Mrs. Winchester with a daily income of about $1,000 to spend on her house [source: Taylor]. (Multiply those figures by about 20 to get an idea of how much money that would be in 2008 [source: U.S. Department of Labor].)But what of these doors and stairs to nowhere? Doors may open onto walls, or in the case of a second story door, to the outside, resulting in a big fall for anyone who might try to exit that way. A closet door in the second floor séance room opens onto a first-floor sink several feet below. The stairs to nowhere are pretty much what they sound like: Stairs go up until they reach the ceiling, and then they just stop.

Stairway to Heaven?

While the stairs to nowhere get a lot of attention, all the stairways in the Winchester house are unique. Most stairs in the house are only about 2 inches (5 centimeters) tall. The staircases zigzag back and forth, going around and around in circles. Were these staircases also built to confuse the spirits? Possibly, but the height of the stairs served a very specific purpose. Mrs. Winchester had very bad arthritis, and these small stairs allowed her to get around.

How Mrs. Winchester got around

The useless stairs might have a simple explanation; the stairs were likely a part of the original house that Mrs. Winchester bought, and when she started adding on to the home, she covered up the stairs. Whether it was accidentally or on purpose, Mrs. Winchester usually covered up her mistakes by just continuing to build around them. Because she had no master plan for the house, her architectural ideas didn’t always work out. Since she had no deadline for completion, she’d either tear down the mistake or cover it up with something else.Some people think that these touches were designed to confuse the evil spirits that were haunting Mrs. Winchester. Believing that ghosts would get lost on stairs that went nowhere or accidentally step out of a door that went outside, Mrs. Winchester might have deliberately installed these weird touches. If this sounds strange to you today, you’re not alone. Even at the time that Mrs. Winchester was building the house, she was regarded with suspicion. Some thought her an eccentric with too much money on her hands, and her home took on the nickname “mystery house” not long after her death.Because Mrs. Winchester left no diary or other communication, we honestly have no idea what might have been going on her mind. What we do have is her house, which is still open to tourists. Is it a monument to madness or money? Is it still haunted? On the next page, we’ll poke around inside the Winchester Mystery House.

Mrs. Winchester died in her sleep in 1922, and the house was sold to a group of investors who wanted to create a tourist attraction. To this day, it’s hard to know exactly how many rooms are in the house, because people kept getting lost when they counted. Even the home’s California Historic Landmark description calls it a “large, odd dwelling with an unknown number of rooms” [source: Taylor]. It’s estimated that about 160 rooms are in the house.Mrs. Winchester probably didn’t get too many trick-or-treaters at this door.
You can see the room where Mrs. Winchester died on the tour, as well as the Daisy Room, where Mrs. Winchester was trapped for several hours after the 1906 San Francisco Earthquake. According to legend, Mrs. Winchester slept in a different room each night so that the ghosts couldn’t find her, but unfortunately, the servants couldn’t find her either after the earthquake. Mrs. Winchester was convinced that the spirits were going to get her during the earthquake, and that the earthquake was a sign from the spirits that they were angry that she might finish construction on the house. To appease the spirits, Mrs. Winchester boarded up the rooms damaged by the earthquake so that they would never be repaired, and thus, never finished. She may have also been hoping to trap some of the evil spirits inside that suite of rooms.

Is the house haunted?

Mrs. Winchester was convinced that she lived with spirits. But are they still there today? Does the spirit of Mrs. Winchester walk the halls? Some psychics say yes, that upon visiting the house, they sense spirits wandering the halls. Tour guides and visitors report mysterious footsteps, banging doors and weird moving lights. Some see doorknobs move by themselves and feel cold spots. It may be something you’ll have to determine for yourself. The Winchester Mystery House offers daily tours, and for those that want to be particularly spooked, flashlight tours are offered on Halloween and all Fridays that fall on the 13th of the month.

The house had reached seven stories by 1906, but the top three floors collapsed after the earthquake. Some other famous numbers associated with the house include its 47 fireplaces, 17 chimneys, two basements, six kitchens, 10,000 window panes and 467 doorways [source: Winchester Mystery House]. Despite these impressive numbers, there are only two mirrors; Mrs. Winchester thought that ghosts were afraid of their own reflection Mrs. Winchester also had an obsession with the number “13.” Many things installed in the home feature 13 of something: 13 window panes, 13 wall panels, 13 sections of flooring, 13 stairs in each staircase. There are 13 bathrooms, sinks have 13 drain holes and the séance room has 13 coat hooks.Beyond the stairs and windows to nowhere, there are other architectural oddities all over the house. Stair posts were installed upside down, and chimneys that served no purpose are all over the house. There are cabinets that are less than an inch (2.54 centimeters) deep. Mrs. Winchester ordered a beautiful and outlandishly expensive Tiffany glass window, but after she installed it, a wooden wall was built behind it, so that sunlight could never shine through the panes. There’s a storeroom of other expensive windows, wallpaper and furnishings that Mrs. Winchester never got around to using that was valued at $25,000 at the time of her death [source: Grant]. That’s just a drop in the bucket of the $5.5 million that Mrs. Winchester eventually spent building her house. However, due to the unrepaired earthquake damage and the crazy design, the house sold for a mere $135,000 .”

Link: http://www.youtube.com/watch?v=7dy0TnZ_vpk
Se mappen ‘Winchester House’

Cable car Museum
Her i dette museum forevises fortid og nutid. De ældgamle cable cars som bliver trukket af cabler under jorden er en genial opfindelse, og dermed også en sikker turistmagnet.
På museet ser man hvordan de forskellige modeller blev udviklet og hvilken skade de og byen undergik ved det store jordskælv i 1906.
Samtidig med at det er et museum er det også et nuværende værksted, for her holdes kablerne i gang døgnet rundt og hvis en cablecar har problemer med cablet, så fixes det her på værkstedet.
Se mappen ‘Cable car’

San Francisco
Denne dejlige by er bestemt et genbesøg værd. Vi både gik og kørte op ad de sindsyge stejle gader. Det blev til en go’ eftermiddag ved Pier 39 hvor bl.a. søløver holder til. Der sker en masse ved kajen, der er både underholdning og forretninger.
Se mappen ‘San Francisco’

Efter 17 herlige dage slutter loggen med hjemrejse d. 23.01.11