En noget forsinket rejsebeskrivelse fra vinterferien i Østrig 2012.

Vores destination for denne tur var Bad Hofgastein, en kurby som vi tidligere har besøgt i 2006.
Fik logeret os ind på hotel Kärten, et rigtigt hyggeligt familieejet hotel.
Se mappen Hotel

Vejret i denne del af landet var noget koldere end vi før har oplevet, og der var en del gråvejr.
På hotellet var der dog mange muligheder for beskæftigelse, alt fra motionsrum til forskellige bade og lysbade.

Det var dejligt at kæmpe sig igennem snemasserne ude i terrænet, og så komme tilbage til hotellet, tage en lydbog med og en kop varm chokolade, og så ligge henslængt på en briks ved poolens kant. Blev det for varmt så svømmede man bare ud igennem et forhæng, og vupti…. så svømmede man rundt i det dejlige varme udendørs bassin med sne og is på kanterne.
For at beskytte hovedet mod frostskader kunne man tage en hue på mens resten af kroppen var nede under det super varme vand.

Vi købte et turkort til samtlige lifte, og det var en go’ ide 🙂
På denne tur havde vi dog ikke planlagt at stå på ski, men byen har til gengæld meget andet at tilbyde, så det blev bla til en kælketur ned ad bjerget.
På en kælkepiste, 2 1/2 km lang og så af sted…….
Det var grinende sjovt, og vel nede af bjerget, måtte vi naturligvis have en tur mere, så op med liften og nedad det gik.
Kælken var af den gamle type, træ og meder, that’s it!
Pisten anlagt i skarpe sving, så den eneste mulighed for at bremse og svinge var at bruge ben og fødder flittigt.

Det blev også en udflugt til Heilstollen, en underjordisk udgravning fyldt med radon.
Denne radon skulle efter sigende kunne helbrede næsten hvad som helst, lige fra gigt og til kræft.
Man kører ind til disse udgravninger i små togvogne. Jeg tror de kører små 8 km/t.
Efter små tyve min kørsel ankommer man til de forskellige stationer hvor man slår sig ned på brikse og sætter et headset på, og lulles ind i afslappethed.
Efter ca 30 min vækkes man, og man køres i toget tilbage og ud i forhallen.
Se endvidere mappen Heistollen + mappen fra 2006 af samme navn.

Efter herlige to uger med afslapning og udfordringer afsluttedes ferien, og snudeskaftet rettedes mod København.